Den største samling religiøse tosser finder man (meget naturligt) i Kristeligt Dagblad, og for ateister og andre fritænkere er det et uudtømmeligt hav af vanvid, som man kan sejle rundt i, til personlig forargelse. Idag faldt jeg over en kommentar af Anders E. Madsen, som åbenbart hører til flokken af religiøse, som bare ikke kan forlige sig med at andelen af ateister bare vokser og vokser, og at vi bliver mere og mere højlydte. Anders er åbenbart bange for at vi skal tage hans ret til religion fra ham, og ikke mindst er han bange for at vi skal have held med at fjerne hans klistrende religion fra det offentlige rum. Tænk engang hvor forfærdeligt det ville være, hvis religion blev en privatsag, og os andre som ærligt talt finder ideen om en usynlig superfar en lille smule latterlig, kunne få lov til at leve vores liv i fred.
Anders fejlciterer bl.a. den franske menneskerettighedserklæring fra 1789 og den amerikanske ligeså fra 1776, hvor trosfrihed sikres og konkluderer derfra at forfatterne af disse banebrydende erklæringer ville sikre religion i det offentlige rum, og videre derfra at ateister vist nok er….øøh etellerandet. Det står ikke helt klart men læs selv
Grundlæggerne kunne godt skelne mellem ekstremister og fredelige troende. Det er det, der er så svært for nutidens antireligiøse, for hvem alle religiøse mennesker bliver bærere af virussen religion.
Jeg synes ikke denne dårligt formulerede artikel fortjener meget opmærksomhed, men her er alligevel et par kommentarer.
- De nedskrevne rettigheder skulle sikre at en religion ikke blev forfordelt fremfor en anden. Religiøse har alle dage været kendt for at udøve ufattelig onskab, som følge af helligt vanvid. Det var dette man forsøgte at modgå. Tilbage i syttenhundrede-tallet var det bestemt ikke ateister man bekymrede sig om. Jeg tror ikke engang Anders selv tror det.
- Alle studier om emnet viser at ateister er mere bekymrede om frihedsrettigheder end religiøse og villige til at kæmpe mere for dem. Du må gerne tilbede dine usynlige venner. Vi vil bare ikke finde os i at det skal gribe ind i vores liv også.
