For noget tid siden havde jeg fornøjelsen af at slendre gennem Berlin Naturhistoriche Museum. De har en fantastisk samling fossiler derinde, og det kan nærmest tage vejret fra een, når man kommer så tæt på historien og de forfædre, på hvis støv vi nu vandrer. Desto beskere var den dårlige smag i munden, jeg fik, da jeg kom til det sidste rum i udstillingen. Det var tomt på nær en bænk i midten af rummet, og en projektor i loftet, som kastede følgende citat op på væggen.

Science without religion is lame, religion without science is blind

Jeg bliver så træt. Citatet er naturligvis fra Albert Einstein og blev fremsat i 1941. Det bruges igen og igen af de religiøse, som et bevis på, at man blot er indskrænket, når man stiller spørgsmål ved deres overtro. Med bedrevidende nedladenhed bruger de dette geni som stråmand, for deres irrationelle forestillinger. “Altså når sådan et intelligent menneske var religiøst, kan du nok forstå, at det er fordi du ikke er lige så klog, at du er ateist” .

Det er pinligt for Berlin naturhistoriske museum, at de synes, de skal ligge på ryggen for de religiøse på den måde, og det er ekstra uheldigt, fordi det ikke er udtryk for Einsteins holdninger.

For nyligt dukkede et brev frem, som Einstein skrev til Erik Gutkind i 1954, altså 13 år efter at have fremsat det citat, som nu tilsmudser en væg i Berlin. Det er en ældre og mere afklaret Einstein, som her uddyber sin holdning til religion i almindelighed og jødedom i særdeleshed

The word God is for me nothing more than the expression and product of human weakness, the Bible a collection of honorable, but still purely primitive, legends which are nevertheless pretty childish. No interpretation no matter how subtle can (for me) change this. … For me the Jewish religion like all other religions is an incarnation of the most childish superstition.

Se det er jo rene ord for pengene, om jeg så må sige. Einstein var ikke religiøs og han er faktisk så tilpas nedladende, at man jo ikke kan andet end holde af ham. Og til jer kristne derude; I må ud og finde en anden videnskabsmand, som I kan spænde forean jeres idiotiske korstog.

En af de få oplivende trends i Danmark er den spirende republikanske bevægelse, som blomstrer op omkring os. Det er virkeligt befriende, at man idag oplever, at flere og flere meningsdannere åbent taler om af afsætte dronningen og hendes sølle søn, og i stedet vælge et statsoverhoved demokratisk. Det er faktisk ikke så længe siden det var helt utænkeligt, at fremføre sådan et synspunkt.

Senest er det Klemens Kappel, som sætter spørgsmålstegn ved monarkiets berettigelse. Det sker i hans blog i Politiken, hvor han  på mest glimrende vis opridser nogen af de problemstillinger, som omgiver en samfundsopbygning med en royal overklasse. Personligt håber jeg hele kongehuset med alt dets forlorne fimseri bliver afsat, selvom det desværre nok har lange udsigter.

Jeg spekulerer på, hvad der mon skal til før vi faktisk afskaffede kongehuset. Hvis nu dronningen virkelig abdicerer så prins pingo bliver konge, og han så laver et eller andet helt vildt, som der ikke kan dækkes over. Hvis nu Mary skrider fra ham. Er det nok?

Næppe.

Hvis man tænker rationelt over, om det er rimeligt at tro på et gudevæsen, støder man bl.a. på dilemmaet om livets opståen. Skete det sådan, som der står i bibelen eller en af de andre “hellige” skrifter, at mennesket og alle dyrene blev til, som de ser ud idag, eller anerkender man, at livet på jorden opstod iform af relativt simple selvreplikerende molekyler ud af uorganisk materiale (abiogenese) og derefter udviklede sig (evolution). De fleste – i Danmark – , som kalder sig religiøse, vælger nok at hælde til den sidste forklaring, og krydre den med at tro, at en eller anden guddom lagde det første spæde kim til liv, hvorefter det udviklede sig.

Fortalere for denne teori har kunne støtte sig til, at det ikke er lykkedes at producere “liv” – altså selvreplikerende molekylder – ud fra uorganiske stoffer, på trods af ihærdig indsats verden over. Det gav jo en slags plads, hvor en gud kunne have været nødvendig.

Og bare rolig; det har vi stadig ikke. Men vi er kommet tæt på. Et engelsk forskerhold har netop offentliggjort et studie, hvor det lykkedes dem at danne 2 ud af 4 byggesten til RNA, som netop er sådan et selvreplikerende molekyle. Tilmed under forhold som ligner dem, der var tilstede på jorden i perioden 4,5 mia til 3,5 mia år siden, hvor livet menes at være opstået.

Det lader til at videnskaben endnu engang har overflødiggjort gud. Endnu engang kan man udbryde “Je n’avais pas besoin de cette hypothèse-là” og undre sig over hvor gud efterhånden skal bruges. Hvilket mysterium behøver en gud? Hvilket af livets store spørgsmål kræver gud for at blive besvaret? Tiden før singulariteten måske?, hvad igangsatte big-bang? Ja, der er stadig spændende spørgsmål som skal besvares, men timeglasset er ved at løbe ud for de religiøse. Hvis vi får tid nok, kommer den dag, hvor de sidste paradokser er forklaret, hvor vi kender til liv på andre planeter, hvor vi kan udsætte eller forhindre døden, hvor vi kan rejse gennem tid og rum. Uhyggeligt mener måske nogen, men uanset hvad, tyder det – ligesom alt andet – på, at der ikke er nogen derude, som våger over os.

Den er helt gal i Herfølge.

Urd Kielgast, som er beboer i området, og tilsyneladende har et barn omkring konfirmationsalderen, skrev forleden et aldeles glimrende indlæg i Politiken, hvor hun beretter om nogle af de problemer det giver fritænkende forældre og børn, at statskirken har særrettigheder i folkeskolen. Ifølge en 100 år gammel lov kan præsterne for eksempel nedlægge veto, hvis skolen ønsker at ændre placeringen af konfirmationforberedelsen fra at foregå om formiddagen til om eftermiddagen. Det kunne jo være at de værdifulde formiddagstimer kunne bruges til at indlære matematik o.l.! Det var tilsyneladende netop hvad skolen i Herfølge ønskede. Kielgast skriver:

Skolens argumenter for at ændre præsteundervisningen var dels at tilgodese skolens skemaplanlægning som helhed, dels at morgentimerne er de bedste indlæringstimer (som man ikke mente, præsterne partout skulle have monopol på), og ikke mindst så mente man i skolebestyrelsen grundlæggende ikke, at en almindelig folkeskole bør være forpligtet til at lægge timer til religiøs forkyndelse eller til at tage særhensyn til præsternes arbejdsforhold i øvrigt.

Præsterne holdt imidlertid på deres ’ret’, og ifølge Kongelig anordning nr. 12, 1909 skulle tvisten derefter afgøres i byrådet. Det blev den – til præsternes fordel

Jeg anbefaler stærkt at læse hele indlægget, som er velresearchet og har særdeles interessante betragtninger om det problematiske i, at have en missionerende statskirke i et ellers sekulariseret samfund.

Så langt så godt. Vantroen melder sig først, når man læser kommentarerne under indlægget. Det viser sig nemlig at den lokale præst er faret i det virtuelle blækhus for at rase mod skribenten. Hun identificerer sig selv således

…I øvrigt gemmer jeg mig ikke bag noget som helst alias: Navnet er Christina Smith, præst i Herfølge – pt. på ferie i Tyrkiet…

Se det er jo interessant. Hvad har den lokale gejstlighed at sige af dybsindigheder, når et af hendes sognebørn har betænkeligheder ved hendes dispositioner? Jeg forestiller mig da bestemt at hun kan levere et ordentligt modargument. Lad os læse videre:

Så marcherer to-mandshæren Kielgast igen! Sidst vi så navnet hér, var det Thomas Kielgast. Nu, hvor han har travlt med sin lokale valgkamp for at komme i byrådet i Køge, er det i dag hans kone, der lægger navn til en gennemskrivning af hans tre måneder gamle indlæg. Og ih, hvor de tramper, mens de går i ring – præcis ligesom deres såkaldte argumentation. Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves…

WOW! Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har læst noget så pinligt fra en dansk statskirkepræst. Et usselt ad hominem angreb er det bedste Christina Schmidt kan hoste op med, som svar på en aldeles lødig kritik af forholdet mellem skole og kirke. Prøv at høre her Christina; Du er en offentlig myndighed, og din løn betales af de penge vi andre arbejder hårdt for. Måske er det på tide, at du bliver voksen og tager dit arbejde seriøst. Du opfører dig som et forkælet pattebarn, som ikke kan få sin vilje, og hvis du tror, du gør præstestanden ære, bør du nok tro om igen.

Hun fortsætter iøvrigt med nedladende kommentarer til alle i diskussionen, som tillader sig at være uenige med hende, og det hele er alt i alt meget pinligt for hende. Jeg vil overlade de sidste ord i dette indlæg til en deltager i debatten, som meget godt opsummerer mit indtryk af personen Christina Schmidt

At Christina Smith ikke kan finde ud af andet end at lave et usympatisk personangreb på skribenten siger uendelig meget om hvilket slags menneske hun er. Og så synes jeg iøvrigt ikke der er nogen grund til at bruge mere tid på hende

Anders fejlciterer bl.a. den franske menneskerettighedserklæring fra 1789 og den amerikanske ligeså fra 1776, hvor trosfrihed sikres og konkluderer derfra at forfatterne af disse banebrydende erklæringer ville sikre religion i det offentlige rum, og videre derfra at ateister vist nok er….øøh etellerandet. Det står ikke helt klart men læs selv

Grundlæggerne kunne godt skelne mellem ekstremister og fredelige troende. Det er det, der er så svært for nutidens antireligiøse, for hvem alle religiøse mennesker bliver bærere af virussen religion.

Jeg synes ikke denne dårligt formulerede artikel fortjener meget opmærksomhed, men her er alligevel et par kommentarer.

1. De nedskrevne rettigheder skulle sikre at en religion ikke blev forfordelt fremfor en anden. Religiøse har alle dage været kendt for at udøve ufattelig onskab, som følge af helligt vanvid. Det var dette man forsøgte at modgå. Tilbage i syttenhundrede-tallet var det bestemt ikke ateister man bekymrede sig om. Jeg tror ikke engang Anders selv tror det.
2. Alle studier om emnet viser at ateister er mere bekymrede om frihedsrettigheder end religiøse og villige til at kæmpe mere for dem. Du må gerne tilbede dine usynlige venner. Vi vil bare ikke finde os i at det skal gribe ind i vores liv også.

En vis Jonas Jakobsen har begået en kronik i Information idag, hvor han slår et slag for den “moderate” ateisme. Jonas kalder sig selv “religionsskeptiker”, hvad i alverden det så end er, og kronikken starter sådan set meget fredeligt, med budskabet om, at det er lettere at nå til sin modstander, hvis man ikke råber/skælder ud/håner/nedgører/bider osv)

Kun det vi elsker, forandrer sig. Når vi spotter, trækker den bespottede sig tilbage i sig selv, forsvarer sig eller går til modangreb. Når noget, der er sandt for mig, hånes af en person, der end ikke prøver at forstå mig, så er min første reaktion at hade vedkommende eller i hvert fald udelukke dialog med hende.

Ja okay hippie. Kom her og få en krammer. Det er sikkert meget rigtigt. Ikke ligefrem en verdenssentation, eller noget ret mange vil være uenige i, men en sandhed kan vel ikke siges for tit. Jeg tror, at de fleste ateister er ganske rare og omgængelige, men synes at nogen gange skal der sættes hårdt mod hårdt. Som når Sandbeck og Christiansen i bogen “Gudeløse hjerner” går fuldstændig balalejka, og beskylder atister for at være nazister og hvad ved jeg. Jeg kan godt være flink overfor min lokale jehova (selvom hun er ret tosset) samtidig med at jeg foragter og nedgører Kent Hovind, for hans uafladelige kamp for fordummelse af verden.

Men herfra begynder det at gå galt for Jonas

Vi bør undgå en skarp og uforsonlig opdeling mellem ‘de religiøse’ og ‘ateisterne’, da dette let fører til dannelsen af en slags ateistisk fundamentalisme med tilsvarende dogmer og arrigskab over for kættere. Og vi ønsker vel ikke en dag at måtte stille hinanden de inkvisitoriske spørgsmål: Er du med i klubben, eller er du udenfor? Er du ægte ateist, eller er du skabsreligiøs?

Mage til fuldstændig udokumenteret og selvmodsigende påstand skal man lede meget længe efter. Jeg har aldrig nogensinde hørt om ateistiske dogmer. Hvad skulle det være, Jonas? Kan du lige give et par gode eksempler på det? Og din snak om ateistisk fundementalisme, er jo grænsende til volapyk. Det er i hvert tilfælde ikke sådan gængs fundamentalisme, du snakker om. Ateister tror ikke på eksistensen af en guddom. De fleste har interesse i og sætter deres lid til videnskaben, som den diciplin, som skal bringe menneskeheden videre og afhjælpe de problemer vi tumler med. Det er det modsatte af et udogmatisk liv. Jeg forestiller mig, at du mener vi ikke må fornærme vores religiøse naboer. At vi skal gå stille med dørene, at vi skal nikke forstående, når de fortæller om deres tro. Endelig ikke fornærme. Men hvorfor egentligt ikke? Hvorfor iskal de ikke kunne argumentere for deres tro på samme måde som man forventes at kunne argumentere for at være socialist eller medlem af Greenpeace? Nå, som sagt fortaber meningen med, hvad det er Jonas vil, sig i det dunkle.

Tilsidst går det helt galt. Jonas fortæller, at når en kristen under bøn mærker et hvidt lys gå gennem sig, er oplevelsen forskellig fra, når en buddist eller en muslim mærker det samme

At religiøse erfaringer skal fortolkes, betyder dog ingenlunde, at de ikke kan være reelle og vigtige. Det er netop et tegn på dybden i den religiøse erfaring, at den må fortolkes. Erfaringen af kærlighed udlægges og fortolkes også ret forskelligt i forskellige kulturer, men derfor påstår vi vel ikke, at kærlighed er det rene humbug? Når vi ser en solnedgang, tilsætter vi også kulturelle fortolkninger, måske romantiske eller rationalistisk-videnskabelige, men det betyder nu engang ikke, at solen ophører med at eksistere, når vi fratrækker fortolkningen!

Hvad pokker sker der for dig? Ikke reelle? Jo gu’ er de ikke reelle. Hvis jeg mærker en mærkelig følelse strømme igennem mig mens jeg står og børster tænder, og derfor begynder at tilbede tandpastatuben, er det da en fuldstændig ikke-reel oplevelse jeg har haft. Og sammenligningen med kærligheden og solen er simpelthen ikke god nok. Man kan sagtens føle kærlighed, som en følelse dannet i hippocampus og det limbriske system, men hvis man tror at en lille fed engel har skudt en pil gennem ens hjerte, er det en IKKE-REEL opfattelse. Det samme med solen naturligvis. tag dig nu sammen Jonas!

Du er en mærkelig dreng, religionsskeptiker Jonas. Hvis du gerne vil ligge på ryggen og logre skal du bare gøre det. Jeg tvivler på, at der kommer noget godt ud af det.

Der er jo ikke noget at gøre. Man må bare elske de konservative. Når alle andre svigter kan man ALTID regne med, at de er klar til at klovne i manegen for os, og de er jo kendte for at hade hinanden til et punkt, hvor den verserende bandekrig kommer til at ligne en pudekamp i et ungpigeværelse.

Nu har de så fået en ny formand, som hedder Henriette, og er kvinde. Og hvis der er noget konservative mænd hader er det kvinder, som tror de skal bestemme. Hun må gerne stille op i TV og kaste med sit lyse hår, men hvis hun drister sig til at mene noget, må hun naturligvis sættes på plads.

Jeg har gået og glædet mig til forestillingen skulle begynde, og jeg skulle ikke vente længe. Første akt starter med at vores allesammens supermaskuline prins Henrik gerne vil kaldes konge. Han synes angiveligt at det er for fimset bare at være prins og det kan han da have ret i, selvom det godt kan undre at han bekymrer sig om det. Ikke lang tid derefter rører vores allesammen altid årvågne politikere på sig, og Henriette beslutter sig for at deltage i hylekoret. Hun udtaler derfor på bedste partiledervis:

Jeg vil godt slå fast, at embedet indebærer det samme som nu, men hvis der er et ønske om at kalde regentens mand for konge, så er jeg meget åben over for det. Men det må komme som et ønske fra det samlede kongehus«, siger de konservatives politiske ordfører, Henriette Kjær, til Berlingske Tidende.

Det skulle hun naturligvis aldrig have gjort. Konservative mænd hader kvinder, som ikke spørger om lov før de taler, så i anden akt træder den gamle elefant Helge Adam Møller derfor ind på scenen:

Hun (Henriette Kjær, red.) er blevet umiddelbart spurgt, og så har hun sagt, hvad hun lige syntes i det øjeblik, siger Helge Adam Møller til Ritzau.  

og fortsætter

Det er ikke noget, vi har diskuteret i gruppen, men jeg er ret overbevist om, at den konservative gruppe har samme holdning som jeg.

Ærligt talt, hvor nedladende kan man være. Lille Henriette har slet ikke tænkt over hvad der kom ud af hendes lille mund. Hendes lille hoved var helt fyldt af tanker om sminke og grydelapper og strutskørter og og…. Jeg får sgu helt ondt af hende. Det er ikke nemt at være konservativ i det hele taget, men for satan hvor må det være svært at være kvindelig leder for de idioter.